Mit sind er for mig et kongerige,
Dér jeg sådanne glæder finder,
At de ikke har deres lige
Blandt alle andre, verden kender.
Skønt jeg mangler det, de fleste vil have,
Forbyder mit sind mig dog at kræve.
Ingen fyrstelig pragt, ingen rigdom stor,
Ingen magt til at vinde sejre og ære,
Intet udspekuleret vid som salve på sår,
Intet ydre, der et kærligt blik kan nære;
Af alle disse ting er jeg ingen slave,
For i deres sted har jeg sindets gave.
Jeg ser, hvordan rige tit lide må,
Og stræbere inden længe falde;
Jeg ser, at de, der er højt på strå,
Trues af ulykken mest af alle;
De erhverver med møje, de frygter at miste;
Under byrder som disse mit sind ville briste.
Tilfreds jeg lever, det er min støtte,
Kun det mest nødvendige søger jeg;
Behøver ej ophøjet magt at benytte;
Hvad jeg har brug for, bringer sindet mig.
Og se, som en konge jeg således trives,
Tilfreds med, hvad jeg af sindet gives.
Nogle har for meget, men kan ej mættes;
Jeg har kun lidt, men søger ej mer.
De er fattige, skønt de ingenting fattes,
Og jeg er rig med den smule, jeg har.
De er fattige, jeg rig; de tigger, jeg giver;
De sulter, jeg levner; de længes, jeg lever.
Andres tab gør mig ikke skadefro;
Jeg misunder ikke en andens held;
Intet jordisk kan ryste mit sinds ro;
Jeg vil altid være ét med mig selv.
Jeg smiger ingen ven; frygter ingen fjende;
Foragter hverken livet eller gruer for dets ende.
Nogle måler deres glæde ved deres lyst,
Deres visdom ved viljens ubændige magt;
Jordisk ejendom er deres eneste trøst,
Deres dygtighed snuhed i klædedragt.
Men jeg nyder af alle glæder kun én,
Det er at bevare et roligt sind.
Min rigdom er helse og et sind uden
plage,
Mit værn at lade samvittigheden lede;
Jeg søger hverken slesk at behage
Eller ved svig forvolde vrede.
Sådan vil jeg leve, til døden melder sig;
Om blot alle det gjorde så vel som jeg!
(Sir Edward Dyer 1543 - 1607)